Om levering og afhentning

Bor du i en udørk til langbortistand, vil din auktion ikke opnå samme pris som for os der bor på Rådhuspladsen i København. Af den simple grund, at vores kundegrundlag er større end dit, med mindre du sælger noget der kan sendes billigt.

Hvis du derfor sælger jernbanesvæller, bør du i forvejen undersøge hvad det vil koste at få det leveret med fragtmand og skrive dette i din auktionstekst. Post dk kan godt være ret pjævsede i sådan situationer :-)
Eller måske skulle du overveje at sælge silketørklæder, som post.dk med større sandsynlighed vil få frem til køber.
Særligt på QXL finder man mange vare, som pga portoen slet ikke kan betale sig at købe. Selvom jeg generelt vil sige, at det meste kan betale sig lige at tjekke på nettet, før man går ud og handler i fysiske butikker.

OBS: Hvis portoprisen ikke er oplyst, så lad være med at byde. Sælger kan finde på alverdens indpaknings og transportgebyrer og du har ingen chance for at vide, hvad du reelt skal betale. Selvom der fx står fragtpris "efter post danmarks takster" så kan du ikke vide om varen sendes som brev, maxibrev eller pakke - hvilket kan betyde en ret væsentlig forskel.

Hvis jeg selv er ude efter en større ting til mit hjem, er det første jeg ser på - Hvor bor sælger?
Her kommer Trendsales virkelig til kort, for her skal man klikke på sælgers brugernavn for at få oplysning om hjemby. Dette er nok til, at jeg ikke køber større ting på Trendsales - Der er jo trods alt andet i livet, end at vente på sider der loader reklamer ind.


Jeg har tidligere beskrevet hvordan man nemt finder portopris via post.dk - allerede på forsiden sidder et lille program til portoberegning. BRUG DETTE - eller tab kunder. Oplys også hvis du gerne venter og samler flere ting sammen, hvis køber vælger at byde på dine andre auktioner.
Det er faktisk en rigtig god ide at starte mange auktioner samtidigt, de fleste vil gerne spare porto og tjekker lige om der var andet de havde brug for.

Når en auktion er slut skal der med det samme udsendes vindermail. Min egen grænse går ved dagen efter - ellers får køber et billede af en useriøs sælger (man kan dog skrive i auktionsteksten, hvis man bliver forhindret). Ligeledes skal varen gerne afsted samme dag, eller dagen efter at pengene er gået ind på din konto. Hvis du gerne vil nøjes med at gå på posthuset en gang i mellem, så skriv det allerede i auktionsteksten. Fx er en formulering som "Går på posthuset onsdag og lørdag" god til at give trygge kunder.
Der er ingen grund til at skrive at betaling skal ske inden fx 3 eller 7 dage - Det giver sig selv, og kan måske nævnes på en pænere måde i vindermailen. På QXL er det nemt, for der er regler for hvornår et salg kan aflyses, hvis køber ikke har betalt inden rimelig tid.

Hvis du ikke har noget imod at der kommer fremmede til dit hjem, kan du skrive at afhentning er muligt, evt efter nærmere aftale. Dette er nødvendigt ved større vare som du vil have mere end ingenting for.
Personligt afhenter jeg altid varer, der har en højere pris end jeg vil tabe. Hvis flere havde tilladt afhentning, havde jeg haft købt langt mere end jeg har.
Hvis man er en travl person, kan man skrive at afhentning fx er muligt søndag den 31. juni i tidsrummet 11-14. Det vil helt sikker sortere nogen kunder fra, men det vil give flere end hvis du slet ikke tillader afhentning.

Skal en vare med fragtmand, skal den virkelig være værdifuld og billig. Det er dyrt!
En del sælgere tilbyder selv transport, hvilket jeg har benyttet nogle gange og oplever som populært. Dette bliver de ikke rige af, men kommer af med deres vare.

Skal man selv afhente en vare, skal man have nøjagtige penge klar. Det er private og de kan ikke forventes at have byttepenge.